|
Fredag efter fredag har vi på det sidste været vidne til en iscenesættelse uden lige i Vild Med Dans. Deltagerne har danset rundt i den ene smukke kreation efter den anden, for ikke at nævne smukke Andrea Elisabeth Rudolf, som hver gang er stylet med sikker hånd. Nu er julens fester ved at være på sit højeste, og hvem vil ikke gerne – bare for en aften – kunne smide hæmningerne og style sig selv, som skulle vi være med i omtalte program? Glemme alt om den danske Jantelov, iføre os DenLilleSorte med tilhørende netstrømper og danse til den lyse morgen, som ejede vi dansegulvet på byens diskoteker og natklubber?
Og hvem siger, at vi ikke skal gøre det?
Kunne det ikke være fantastisk, hvis 2009 blev julen, hvor strudsefjer i håret, dramatiske øjne og knaldrød læbestift blev en fast del af vores gå-i-byen outfit. Godt inspireret af Andrea´s fine kjole i finalen, har jeg fået lyst til at bestille en sort kjole i Charleston-stil med masser af perler og glimtende, sorte sten.
Coco Chanel har heller ikke levet forgæves i min verden – hendes bestseller af en neglelak, Rouge Noir, skulle passes og plejes på mine negle, og de sorte stiletter skulle findes frem fra skabets dyb og pudses blanke og skinnende.
Eller skulle man gå efter en anden af tidens trends, de trekvartlange kjoler og slacks i bedste Grease-stil?
I klare farver, masser af strut i skørterne og figursyede toppe? Med en frisure, hvor ikke ét hår sidder forkert?
Denne jul er det modens historie, der er i centrum, men uanset hvilket årti, du klæder dig efter, skal din make-up være dramatisk, du skal være velplejet og dit outfit skal være tænkt over og gennemført.
Så hvad siger du? Mødes vi, Nattens Dronninger, derude på byens dansegulve?
Signe Marie Jeppesen, Brudesalonen Kennedys www.kennedys.dk
|